Snorken

Årsagen til snorken skal findes i en sammentrækning af de øvre luftveje

Snorken er et stort problem, idet omkring 60% af mænd og 40% af kvinder mellem 40 og 65 år, snorker. Snorken kan forekomme alene eller i kombination med en lidelse, der betegnes obstruktiv søvnapnø-syndrom. Det er almindeligt accepteret, at almindelig snorken ikke påvirker helbredet.

Årsagen til snorken skal findes i en sammentrækning af de øvre luftveje. Når tungen slapper af under søvn, synker den tilbage mod bagvæggen i svælget og indsnævrer derved for luftpassagen, hvorved luftens hastighed stiger. Dette sætter gang i en vibration af den bløde gane og drøblen. Der kan være disponerende faktorer eller sygelige forandringer i de øvre luftveje som f.eks. en smal eller tæt næse, en lang og tyk blød gane, ændringer i næse-svælgrummet, en stor tunge og abnormiteter i de dele af ansigtskelettet, som bidrager til at holde luftvejen åben. Det er naturligvis væsentligt, at man bliver undersøgt af en specialist i øre-, næse-, halssygdomme med henblik på afklaring af, hvor lidelsen har sit udgangspunkt. Snorken forstærkes af overvægt eller når man har drukket alkohol eller brugt sovemedicin. Man har desuden konstateret, at snorken er dobbelt så hyppigt hos rygere som hos ikke-rygere. I værste tilfælde når snorkelyden op i styrke svarende til lyden af en dieselmotor eller en gøende hund.

Hos en del patienter er der konstateret afvigelser i underkæbens udvikling. Man har også fundet tilfælde af underudvikling, såvel af overkæben som underkæben.

Behandlinger

De væsentligste tiltag i tidens løb har været reduktion af kropsvægten og rygestop. Man bør undgå rygleje under søvn. En del patienter har haft glæde af at fastgøre en tennisbold på ryggen, idet dette forhindrer rygleje under søvn. Der har været foretaget kirurgisk behandling af den bløde gane, med nogen effekt. Dog også med mange bivirkninger. Der har været anvendt overtryksbehandling, hvorunder patienten skal sove med en maske over næsen. Man har forsøgt at stimulere de svælgudvidende muskler elektrisk.

Hvad kan tandlæge gøre?

De tandlægelige behandlinger kan deles i to hovedgrupper:

1). Anvendelse af tandskinne om natten.

2). Kirurgisk behandling.

Indenfor tandskinnebehandlingen har det hyppigt været to hovedprincipper, man har anvendt: Det ene er at holde underkæben i en fremskudt position og det andet er at holde tungen i et fremskudt leje under søvn.

Hensigten med en tandskinne er at ændre de øvre luftveje, således at de ikke så let klapper sammen under søvn. Ved tandskinnebehandlingen øges afstanden mellem tungen og bagvæggen i svælget. Mange undersøgelser har dokumenteret tandskinnens effekt på snorken. Alle undersøgelser tyder på, at der er en tilvænningsperiode på ca. 14 dage, inden man bliver fortrolig med skinnen. Skinnen skal udformes efter undersøgelse hos tandlægen samt aftrykstagning af overkæben og underkæben og kæbernes indbyrdes stilling. De bivirkninger, der kan opstå i forbindelse med brugen af apparaturet, er at enkelte patienter føler stivhed i muskulaturen og smerter i kæbeleddene samt en øget spytsekretion.

I særligt udvalgte tilfælde kan det komme på tale at foretage kirurgisk behandling ved en forlængelse af underkæben, hvilket samtidig medfører en flytning af tungebasis i fremadgående retning og på den måde reducerer risikoen for snorken. Undersøgelser har vist, at der hos de egnede patienter er god succes.

Såfremt årsagen til snorken ligger i en smal næse eller er forårsaget af, at næsefløjene klapper sammen ved indånding, kan tandlægen hjælpe ved fremstillingen af et sæt næsefløjsproteser (Fig. 8.2.2). Adskillige patienter med såkaldte sammenklappede næsefløje, beretter om, at deres snorken ophører, når deres alae insufficiens korrigeres, enten operativt eller ved hjælp af næsefløjsproteser. Proteserne kan fremstilles på Universitetshospitalet i Odense efter henvisning fra øre-næse-halslæge.