Skriv gerne i vores gæstebog
Klik for at booke online


Revner i tænderne


Årsagen til at tænder kan gøre ondt ved tygning kan skyldes mange ting. Tænder som gør ondt ved tygning kan også være følsom for temperatur. Det er meget almindeligt, at tyggesmerten kan komme og gå, hvorfor det kan være vanskeligt at diagnosticere årsagen til ubehaget.

Den hyppigste årsag til at tænderne gør ondt ved tygning skyldes revner i tænderne. 



Hvad er revner i tænderne?

Revner i tænderne opstår pga. at tænderne belastes mere end hvad de kan klare. Revner i tænderne kan evt. opstå pga. hårdt sammenbid på en sten i noget salat eller en hård kerne i et stykke brød. Personer som skærer meget tænder risikere også at få revner i tænderne, da deres tænder belastes meget i løbet af dagen. Hvis man mangler mange tænder, så er der også større risiko for at ens tænderne revner. Dette skyldes at de tilbageværende tænder skal udføre de mistede tænders funktion, og derfor belastes mere end normalt. Tænder med store sølvfyldninger, og hvor der kun er lidt sund tand tilbage samt sølvfyldninger, der korrodere (udvider sig) kan også få tanden/tænderne til at revner.
 


Jo dybere revne,  jo mere behandling kræver tanden!



Hvordan opdager man, at der er revner i en tand?

Hvis man har problemer med revner i tænderne så kan dette opdages ved at tænderne gør ondt ved tygning samt følsomhed for varme og/eller kulde. Det er dog ikke altid at en tand med revner gør ondt.



Hvordan behandles revner i en tand?

Tandlægen ser efter synlige revner på tanden, som ofte fremtræder som mørke streger. Derudover anvender tandlægen en speciel plasticpind som han belaster tanden med. Hvis plasticpinden kan fremkalde smerter fra tanden så er det næsten sikkert at der er revnerne i tanden. Tandlægen tager evt. også røntgenbillede af tanden, for at udelukke andre sygdomme.

Hvis tanden har en fyldning fjernes denne for at klarlægge omfanget af revnen. Tandlægen anvender også et fiberlys til dette formål.
Behandlingen af tanden bør være så skænsom som muligt, og derfor forsøger man oftest først med en plastfyldning i tanden. Plastfyldningen vil i mange tilfælde kunne lime tanden sammen, så reven lukkes og sandsynligheden for at tanden knækker bliver dermed mindre.

Hvis plastfyldning ikke hjælper, tanden gør stadigvæk ondt, så må tanden forsynes med en krone, som virker som et bælte/tøndebånd som holder tanden sammen.

Hvis tanden stadigvæk gør ondt kan det være nødvendigt at rodbehandle tanden, dog hvis tanden er revnet på langs kan det evt. være nødvendigt at trække den ud.
 



Sølvfyldning skiftet til plast  pga. revner i tanden.



 


FAKTA:


Usynlige revner i tænder kan gøre ondt

 
Af Ulla Pallesen, afdelingstandlæge
Fra Helse - Familiens Lægemagasin, nr. 8, årgang 2000.


Hvorfor revner tænderne, kan man forebygge og hvordan behandler man revnede tænder?

Smerter fra en "sund tand" - uden hul, tandkødsbetændelse, rodbetændelse eller følsom tandhals - kan skyldes, at der er en revne dybt inde i tandbenet. Revner i tænder kan drille både patienter og tandlæger, fordi det kan være svært at finde ud af, hvilken tand det er galt med. Patienten mærker i begyndelsen en let smerte, når der tygges sammen på noget hårdt eller sejt, ikke noget voldsomt og til at leve med. Der kan gå uger eller måneder imellem, at smerten udløses, fordi der ofte tygges "udenom" den dårlige tand. Reaktionen kommer kun, når der bides på noget hårdt eller sejt fx en kerne fra et stykke brød eller en sej karamel.
Patienten kan ofte ikke fortælle tandlægen, hvilken tand det er galt med - ja, kan end ikke oplyse, om det er i overkæben eller i underkæben. Når tandlægen kigger i munden eller på røntgenbilleder, kan revnen ikke ses. Tænderne ser sunde - oftest behandlede - og raske ud. Kun ved at fjerne den gamle fyldning på en mistænkt tand kan man se, om der er en revne i tandbenet. En bidprøve hos tandlægen med en speciel bidepind kan dog ofte afsløre, hvilken tand det er galt med. Lykkes det ikke, kan det være nødvendigt at sende patienten hjem og tygge noget mere med den dårlige side. Er smerterne så ubehagelige, at der skal behandles med det samme, må tandlægen fjerne fyldningen i den mest mistænkte tand for at søge efter revnen. En revne i en tand kan aldrig gro sammen igen, som vi kender det ved en brækket arm eller et brækket ben. Det skyldes, at tandbenet ikke har tilstrækkelig blodforsyning, og at tanden ikke er dækket af andre væv, som knoglerne i skelettet er. En revnet tand kan se ud som tanden i Fig. 1, hvor man efter at en gammel amalgamfyldning er fjernet, tydeligt kan se en mørk linie i tandbenet. Denne patient havde af og til ondt, når der blev bidt på noget hårdt eller sejt, og når der kom koldt på tanden. Det havde stået på i flere måneder. Revner i tandbenet må ikke forveksles med de revner i emaljen, som man selv kan se på tændernes overflade. Dem skal man ikke være bekymret for, for de findes i næsten alle tænder og er oftest helt uden betydning.


Hvorfor revner tænderne?

Der er flere årsager til, at tænder kan revne. Den vigtigste er, at tænderne bliver svagere efter mange års hårdt arbejde. Der kan simpelthen komme træthedsbrud eller udmatningsbrud i en tand, der har tygget godt og grundigt og er blevet slidt gennem mange år. Nøjagtigt som vi kender det fra gammelt metal og beton, hvor man ofte ser revner. Tænderne belastes hårdt, man tygger hårde og seje ting, nogle skærer tænder om natten, og andre har været ude for uheld, hvor tænderne er klappet hårdt sammen.
Revnerne kommer der, hvor tanden er svagest. Langt de fleste ses i tænder, som er svækkede, fordi der har været hul (karies) i tanden. Jo større fyldningen er, og jo mindre tand der er tilbage, jo lettere kommer der en revne i den svageste del af tanden. Desværre ser man også i sjældne tilfælde revner i sunde hele tænder. Også her kommer revnen, hvor tanden er svagest, nemlig i bunden af de dybe riller på tandens tyggeflade.


Hvad betyder en revne i tanden?

En revne i tanden kan være mere eller mindre alvorlig. Mange mennesker går rundt med revner helt uden at vide det og uden nogensinde at få problemer med dem. Men begynder tanden at gøre ondt, er der noget galt, og så skal der gøres noget. Tandens nerve kan nemlig tage skade, så det i visse tilfælde bliver nødvendigt med rodbehandling. Revner kan også føre til, at tanden flækker. Brækker kun en lille del af tanden, kan den bygges op igen, men flækker den på langs, skal den trækkes ud. Selv efter, at tandlægen har set revnen i tandbenet, er det ikke muligt at forudsige, hvor alvorlig den er. Patienten må være tålmodig og indstille sig på, at det kan tage tid og være forbundet med både ubehag og omkostninger, før tanden er færdigbehandlet. Revner i tænder må ikke undervurderes. Der findes desværre slemme historier om patienter, der er blevet behandlet for nervesmerter (neuralgi), ørebetændelse (otitis), bihulebetændelse (sinuitis) og rodbetændelse (parodontitis), hvor årsagen i virkeligheden har været en revne i en tand.


Hvordan behandler man revnede tænder?

Når først tandlægen har set revnen, handler det om at få tanden holdt sammen (stabiliseret), så revnen ikke "gir" sig, når der tygges. Det kan gøres på flere måder. Drejer det sig om en tand, hvor der tidligere kun har været en lille fyldning, kan man forsøge at lime den sammen med en plastfyldning, samtidig med at tyggefladen beslibes, så den svage del af tanden ikke belastes for hårdt. Har der været en stor fyldning i tanden - kun lidt tand tilbage - eller er tanden kraftigt belastet, vil en limning som regel ikke være tilstrækkeligt. Her vil det være nødvendigt med noget rundt om tanden - en slags tøndebånd - for at holde den sammen, og det gøres bedst med en krone i et stift materiale, fx guld eller porcelæn. En "hel" tand med revne er mere alvorlig end en repareret tand, fordi revnen her oftest går lodret i tanden. Hele tænder med revne vil næsten altid kræve kronebehandling. Tænder, hvor tandnerven har taget skade, skal rodbehandles før den endelige - ofte dyre behandling udføres. I enkelte tilfælde kan revnen være så uheldigt placeret, at tanden flækker på langs, og så må den trækkes ud. Under alle omstændigheder må man acceptere, at tænder med revner kan drille i lang tid. En tand, som i første omgang synes at klare sig med en plastfyldning, kan senere kræve kronebehandling, og en tand, som i første omgang undgår rodbehandling, kan kræve rodbehandling på et senere tidspunkt.


Hvad kan man gøre for at forebygge revner i tænder?

Først og fremmest bør man undgå at få huller i tænderne, fordi revner i hele tænder kun ses meget sjældent. Det undgås jo som bekendt ved at børste tænderne rigtig godt. God mundhygiejne vil også få gamle fyldninger til at holde længere. Udskiftning af gamle fyldninger bør ske så sjældent som muligt, fordi der forsvinder lidt af tanden, hver gang en fyldning skiftes. Har man tænder med meget store fyldninger, og dermed svage tænder eller kraftigt belastede tænder, kan det være en god idé at få dem repareret med stærkere materialer end amalgam. Dette kan specielt være aktuelt, hvis man allerede har haft én tand med en revne. Det har nemlig vist sig, at har man haft én revnet tand, er man mere disponeret for at få flere. Hvis man belaster sine tænder kraftigt ved fx at skære tænder om natten eller ved voldsomme sportsgrene, kan tænderne beskyttes med en plasticskinne. Om man skal holde op med at spise grov kost med kerner i er nok tvivlsomt, da det jo er sundt for den øvrige del af kroppen.